Grøn salat med edamamebønner
I denne grå og kedelige tid glæder jeg mig utrolig meget til forår, sol og varme og ikke mindst til nogle lækre salater. Jeg synes det kan være svært at lave en god salat på denne årstid.
I dag havde jeg dog lyst til noget grønt og lækkert og kom derfor i tanke om denne salat som kan laves på alle årstider.
Jeg serverede salaten til en hjemmelavet pizza, men den er ganske velegnet som frokost da edamamebønnerne indeholder en smule umættet fedt og kostfibre, som holder dig sund og mæt. Bønnerne er ligeledes en god kilde til jern, zink, calcium, vitamin E.
Grøn salat med edamamebønner
Denne portion passede som tilbehør til 2 personer
- en halv pose økologisk salatblanding
- et kvart blomkål
- 2 dl edamamebønner
- 1/2 glas artiskok
Skyl og tør salaten grundigt. Skyl blomkålen og pluk den i fine buketter og fordel den i salaten. Hæld kogende vand over edamamebønnerne et par gange og køl dem derefter ned med koldt vand. Hæld vandet fra og hæld bønnerne i salaten. Til sidst toppes salaten med artiskokkerne som tages direkte fra glasset, gerne med lidt af olie-marinaden fra glasset, da det fungerer ganske godt som “dressing”.